Fyens Stiftstidende
"En redaktionel beslutning betyder, at denne forestilling ikke får stjerner, fordi de ni medvirkende ikke er professionelle skuespillere. Men instruktøren Peter Dupont Weiss har alligevel løst opgaven til fem stjerner, netop fordi han har formået at få de ni kvinder på scenen til IKKE at spille skuespil, men i høj grad bare at være sig selv -kun med meget få manierede forstyrrelser.
Ganske vist har de et manuskript at følge, men teksterne er personlige beretninger, forfattet af den enkelte kvinde og velturneret og tilpas redigeret af dramaturg Mathias Rosenkrands Bech.
Som publikum bliver vi derfor vidne til levet liv. Ikke til teaterkonstruktioner, simulationer, fiktioner og digt. Men til autenticitet og dokumentarisme omsat til en teaterforestilling. Rørende, bevægende, kuldegysende, tåretrækkende, tåkrummende -og heldigvis også en ganske lille smule morsomt."
"Vi føler os hjemme, og her i de trygge rammer får vi besøg af disse kvinder, som åbenhjertigt afslører det mest private i deres liv - deres skavanker og deres selvhad, der gennem en periode har gjort deres liv til noget, der hurtigt skal overstås"