Jonas Hassen Khemiri
Dramatiker og forfatter Jonas Hassen Khemiri er Sveriges mest anerkendte litterære
stemme lige nu. Han har stor succes i udlandet med sine stykker og sine bøger, og i 2015 modtog han Sveriges mest prestige-fyldte pris August-prisen, for sin seneste roman ALT DET JEG IKKE HUSKER.
Khemiri har et stort talent for at skrive historier fra samfundets flerstemmige og flerkulturelle virkelighed. Med et troværdigt blik og eminent replikkunst beskriver han mennesker, så vi forstår dem, og han viser os verden fra en ny vinkel - eller måske nærmere fra mange nye vinkler. Hos Jonas Hassen Khemiri er der nemlig ingen endegyldige sandheder. ”Hvis jeg har et mål, er det at skabe forståelse og forvirring på samme tid”, har Jonas Hassen Khemiri sagt til Dagens Nyheter.
EN KOMPLEKS VERDEN
Jonas Hassen Khemiris historier handler om identitet og forholdet mellem mennesker i et moderne Sverige, hvor mange holdninger, sandheder og etniciteter lever side om side, og alle holdninger indeholder en flig af sandheden. Derfor forsøger Khemiri i sine fortællinger altid at nuancere debatten og vise, at sandheden har mange facetter alt efter synsvinklen. Alligevel føler han sig ikke som en politisk forfatter. Han kommer ikke med svar eller sandheder. Det er verden alt for kompleks til. ”Jeg har altid været en vægelsindet person, som vender og drejer tingene og ser dem fra forskellige perspektiver, og det er en glimrende egenskab, når man skriver prosa. Hvis man skal være leder af et politisk parti, er det derimod en meget dårlig egenskab”, har han udtalt til Berlingske.
PENGE - ET MENNESKESKABT MONSTER
Egentlig blev Jonas Hassen Khemiri bedt om at skrive en ny version af historien om Frankenstein. I sit research-arbejde blev han interesseret i andre menneskeskabte monstre, som i fremskridtets navn har taget magten fra os. Det største af dem alle er PENGE, og undersøgelsen af, hvad penge gør ved os, blev til forestillingen ≈ [CIRKA LIG MED]. I Politiken har Jonas Hassen Khemiri fortalt: ”Det er jo endeløst fascinerende, hvad pengene gør ved os, og hvordan cifre går ind i menneskers relationer som grus i maskineriet”.
INVADERET AF TAL
I ≈ [CIRKA LIG MED] følger vi forskellige personer, som på hver deres måde er på kollisionskurs med markedet. De forsøger alle at håndtere følelsen af, at noget er forkert. Stykket er et på en gang varmt, morsomt og skarpt portræt af en verden, hvor alt måles i tal. Med humor, situationskomik og rappe replikker viser Jonas Hassen Khemiri, hvor påvirkede vi alle er af økonomi, selv i vores venskaber, kærlighedsforhold og familieliv. ”Alle karaktererne er dele af mig selv, jeg er også invaderet af tal. (...) Når man først begynder at tænke over, hvordan tallene styrer vores tanker, så dukker de op overalt: Man investerer i et forhold for eksempel.”
”Mange mennesker investerer meget af sine selv- og verdensbilleder i troen på, at verden er lig med. At vi er lige meget værd, har lige store chancer og samme forudsætninger. At debet bliver kredit til sidst. Det her stykke forsøger at bøje det der lig-med tegn og vise hvor meget, som er cirka lig med.”
_____
Kilde:”Jonas Hassen Khemiri: ”Jag vill skapa förståelse och förvirring” af Carin Ståhlberg, Dagens Nyheter og ”Jeg skriver bare om samtidens Sverige” af Sebastian Wittrock, Politiken. ”Vores nationale selvbillede trænger til at blive opdateret” Birgitte Rahbek, Berlingske.
Vis mere