Menu
Scenen vrimler med dejlige damer i deres bedste alder, når vi med Calendar Girls fortæller historien om nogle helt almindelige kvinder, som får en ualmindelig god idé.
Chris og Annie har været nære veninder siden skoletiden. De har delt glæder og sorger og fulgt med i hinandens liv med mænd, børn og ugentlige møder i den lokale husmoderforening, hvor foredrag om broccoliens vidunderlige egenskaber og konkurrencer i blomsterdekoration er et lille pusterum fra dagligdagens trummerum.
Da Annies mand dør af kræft, fostres idéen om at samle penge ind til en ny sofa til den lokale kræftafdeling. Der er tradition for, at husmødrene hvert år laver en kalender med lokale landskabsmotiver og sælger den i godgørende øjemed. Men Chris og Annie synes, at der skal andre boller på suppen i år: De overbeviser de andre kvinder om, at de alle skal smide tøjet i den gode sags tjeneste. Kvinderne sætter alt ind på at lave en kalender, hvor de selv poserer afklædte med kager, strikketøj og blomster strategisk placeret. Kalenderen bliver en kæmpe succes. De skønne kalenderpiger giver deres mænd grå hår i hovedet og deres måbende børn baghjul, da projektet fører kvinderne helt til Hollywood,og pengene vælter ind.
De virkelige kalenderpiger var fra en husmoderforening i Yorkshire, England, og fik idéen til kalenderen i 1998, da én af kvindernes mænd døde af kræft. 1. oplag udkom i april 1999 og var udsolgt efter én uge. Derefter kom en mængde nye oplag, og efterhånden indtjente kalenderen over 1,3 millioner engelske pund, som er doneret til forskning i leukæmi. Kvinderne har også lanceret en mængde merchandise: Kort, chokolade, syltetøj m.m., som kan købes online til støtte for kræftforskningen.
Store Scene
Spilleperiode
16/9 - 14/10 2010
Komedie af Tim Firth
Iscenesættelse Piv Bernth
Scenografi Kirsten Brink
Oversættelse Piv Bernth og Henriette Lind
Medvirkende Sonja Oppenhagen, Jannie Faurschou, Lisbeth Gajhede, Betty Glosted, Susanne Saysette, Kirsten Saerens/Jytte Kvinesdal, Githa Lehrmann, Ulla Ankerstjerne, Ejnar Brund Gensø, Kim Jansson og Morten Schaffalitzky
Forestillingen produceres i samarbejde med folketeatret.dk
Odense Teater
Jernbanegade 21
5000 Odense C
Billetten 66 12 00 52
odenseteater@billetten.dk