Kasper Wiltons Takketale
Ved Årets Reumert 2009 modtog daværende teaterdirektør og instruktør på BREAKING THE WAVES Kaper Wilton prisen for "Årets Forestilling" sammen med flere af de medvirkende skuespillere.
Kasper Wilton sagde ved prisceremonien følgende ord som tak:
"Først og fremmest tak til Bikubenfonden fordi I sætter pris på dansk teater. Det er vi meget meget taknemmelige over. Og tak til festkomitéen, havde jeg nær kaldt det, til juryen, fordi I gør det så godt som I overhovedet kan.
Tak til alle medvirkende i BREAKING THE WAVES på scenen og bag scenen – ingen nævnt men slet slet ingen glemt. Dog en speciel tak til scenografen Erik Söderberg som med sin fantastiske dekoration gav os et afsæt for den her forestilling, som vi har været så glade for at få lov til at lave.
Til sidst vil jeg sige noget, som jeg egentlig har besluttet mig for, jeg ville sige, hvis jeg nogensinde kom i den her situation, som jeg er i nu. Og det er, at jeg synes, vi skal passe på med ikke at tage det her alt alt alt for alvorligt. Fordi man kan ikke vinde i en kunstnerkonkurrence, og de to andre forestillinger kunne lige så godt have vundet, og mange andre forestillinger kunne lige så godt have fået den her pris. Så jeg vil gerne dedikere prisen, men ikke pengene, til alle de gode forestillinger, der i det forløbne Reumert-år har været spillet fra Vendsyssel i Nord og til Rønne i øst. Vi har fået prisen i år på dansk teaters vegne. Der er ingen vindere. Vinderen er dansk teater. Vi skal nok passe godt på den. Vi er stolte og vi er glade. Tak alle sammen for det her."